Udenrigs- og Sikkerhedspolitik

Den danske regering har fortsat kompetencen vedrørende udenrigs- og sikkerhedspolitik. I henhold til selvstyreloven har Naalakkersuisut bemyndigelse til at forhandle og indgå aftaler med andre stater og internationale organisationer, så længe det omhandler forhold som alene vedrører Grønland inden for områder som er fuldstændigt hjemtagne. Disse forhold varetages af Udenrigsdirektoratet i nært samarbejde med det danske Udenrigsministerium.

 

Territorium og havret

Grønlands søterritorium er 3 sømil. Derudover har Grønland en 200 sømil eksklusiv økonomisk zone, der giver eksklusive rettigheder til bl.a. fiskeri- og råstofressourcer. Hvor denne zone kolliderer med andre landes tilsvarende zoner er der indgået afgrænsningsaftaler på grundlag af midtlinjeprincippet. Det gælder i forholdet til Norge ved Jan Mayen og Svalbard og i forhold til Island og Canada. I forhold til Canada tilbagestår endnu en revision af afgrænsningsaftalen af 1974 vedr. kontinentalsoklen mellem Grønland og Canada samt en aftale om Tartupaluk/Hans Ø, som såvel Canada som rigsfællesskabet gør krav på.

 

Danmark/Grønland ratificerede i 2004 FN’s Havretskonvention af 1982. En stat har uden videre adkomst til kontinentalsoklen inden for 200 sømil fra sin kyst. Krav uden for 200 sømil fra kysten skal imidlertid understøttes af særlig dokumentation og indgives gennem FN’s generalsekretær senest ti år efter ratifikationen, i henhold til den procedure, der er fastlagt i havretskonventionen.

 

Selvstyret har på den baggrund deltaget i et samarbejde med rigsmyndighederne og Færøerne for at dokumentere krav på en udvidet kontinentalsokkel udover 200 sømil i henhold til havretskonventionens artikel 76, for Grønlands vedkommende vedr. området nord for Grønland, nordøst for Grønland og syd for Grønland, med henblik på indgivelse af submissionen til behandling ved FN’s kontinentalsokkelkommission.

 

Det første delkrav – vedrørende området ud for Sydgrønland – blev indgivet i juni 2012, og det følgende vedrørende området nordøst for Grønland i november 2013. Dokumentation for det tredje og sidste delkrav, vedr. området nord for Grønland, blev forelagt i december 2014. Rigsfællesskabet har således nu fremsat krav over for FN's kontinentalsokkelkommission vedrørende samtlige tre grønlandske områder. I tilfælde af overlap mellem Grønlands og nabostaternes krav på udvidet kontinentalsokkel, skal sådanne spørgsmål løses gennem bilateral forhandling.

 

Se om FN’s havretskonvention og kontinentalsokkelkommissionen på adressen: www.un.org samt på www.a76.dk

 

Forsvar og sikkerhed

Den aftalemæssige ramme om den amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland er Forsvarsaftalen af 27. april 1951 med senere tillægsaftaler, der gav USA ret til at oprette baseområder.

 

Den seneste modernisering af forsvarsaftalen fandt sted ved Igaliku-aftalerne i 2004, der også omfatter et teknisk-økonomisk samarbejde den såkaldte Joint Komité aftale og en miljøaftale. Der er i 2015 indledt forhandlinger med USA om kontraktforholdene på Pituffik med henblik på, at basen kan blive til størst mulig gavn for Grønland. P.t. foregår der et større samarbejde mellem selvstyret og forsvarsministeriet omkring forsvarets kommende opgaveløsning i Arktis, som forventes afsluttet i løbet af 2016.

 

Konsulater og repræsentationer i Grønland og i udlandet

Følgende lande har honorære konsulater eller generalkonsulater i Grønland: Belgien, Canada, Frankrig, Finland, Holland, Island, Luxembourg, Norge, Storbritannien, Sverige og Tyskland, alle med sæde i Nuuk.

 

Island i Tasiilaq samt Letland i Qaqortoq. Island har generalkonsulat i Nuuk. Italien nedlagde konsulat i Ilulissat 2012, men har konsulær korrespondent.

 

I henhold til Lov om Grønlands Selvstyre har Grønland mulighed for at udstationere repræsentanter ved de danske ambassader i udlandet. Naalakkersuisut har derfor haft en repræsentation i Bruxelles siden 1992 og siden foråret 2014 en repræsentation i Washington.

 

Grønlands Repræsentation i København

Grønlands repræsentation i København sorterer under Formandens Departement. Repræsentationen har til huse i Kongelig Grønlandske Handels tidligere pakhus på Nordatlantens Brygge i Strandgade sammen med Færøernes repræsentation og Islands ambassade.

 

Repræsentationens opgave er at repræsentere Grønlands Selvstyre over for danske og udenlandske myndigheder og at servicere Naalakkersuisut, Inatsisartut, centraladministrationen i Nuuk, selvstyrets virksomheder og kommunerne i relation til særligt danske, men også udenlandske kontakter og samarbejdspartnere.

 

Grønlands Repræsentation i Bruxelles

Grønlands repræsentation i Bruxelles sorterer under Udenrigsdirektoratet, som refererer til Naalakkersuisoq for Finanser, Råstof og Udenrigsanliggender.

 

Repræsentationen deler adresse med Færøernes repræsentation, Danmarks EU-repræsentation og Danmarks ambassade i Belgien og består af to udsendte, én lokalansat sekretær og en praktikant.

 

Det er repræsentationens overordnede opgave at varetage Grønlands interesser i EU. Grønland er tilknyttet OLT-associeringen (Oversøiske Lande og Territorier) der udspringer af den forfatningsmæssige tilknytning, som Grønland har til Danmark og EU.

 

Grønland har også en række aftaler som regelmæssigt skal evalueres og forhandles med EU, såsom Partnerskabsaftalen med fokus på uddannelsesområdet og Fiskeripartnerskabsaftalen.

 

Grønlands Repræsentation i Washington D.C.

Grønlands repræsentation i Washington D.C. sorterer under Udenrigsdirektoratet, som refererer til Naalakkersuisoq for Finanser, Råstof og Udenrigsanliggender.

 

Repræsentationen deler adresse med Danmarks ambassade i USA og består pt. af én udsendte. Det er planen at bygge repræsentationen op efter samme model, som er tilfældet for repræsentationen i Bruxelles.

 

Den arktiske dagsorden i USA gennemgår en stigende interesse og betydning, og det er i Grønlands interesse at være repræsenteret i det nordamerikanske kontinent med henblik på, at udbrede og varetage de grønlandske synspunkter og interesser. USA overtog formandskabet i Arktisk Råd i april 2015 for de næste to år, og det er derfor oplagt at kunne varetage de grønlandske interesser overfor USA i takt med, at USA i stigende grad opjusterer sine aktiviteter i Arktis. Ikke kun på det politiske, men også kommercielle, økonomiske, kulturelle og forskningsmæssige sektorer er det fortsat vigtigt at opdyrke og gøre Grønland, og de muligheder der eksisterer, synlige overfor det amerikanske marked.

 

Links

Se mere om Grønlands Selvstyre, Naalakkersuisut og Grønlands repræsentationer på hjemmesiderne: www.naalakkersuisut.gl og www.inatsisartut.gl

 

Arktisk Råd

Arktisk Råd har følgende medlemmer: USA, Canada, Rusland, Finland, Sverige, Norge, Island og Danmark/Grønland/Færøerne. Seks arktiske oprindelige folks organisationer deltager i rådets arbejde: Aleut International Association (AIA), Arctic Athabaskan Council (AAC), Gwich’in Council International (GCI), Inuit Circumpolar Council (ICC), Raipon og the Saami Council.

 

Rådets videnskabelige arbejde er organiseret i seks arbejdsgrupper, hvoraf Grønland aktivt deltager i og bidrager til hovedparten. USA har formandskabet for Arktisk Råd i årene 2015-2017. Under det amerikanske formandskab er der desuden tre task forces og en overordnet ekspertgruppe.

 

Se mere om Arktisk Råd på denne hjemmeside: www.arctic-council.org

 

Det nordiske samarbejde

Det officielle nordiske samarbejde er fastagt i Helsingforsaftalen fra 1962. Den er ændret ved flere lejligheder senest i 1996. Grønland blev indskrevet i Helsingforsaftalen med virkning fra 1. januar 1984 på linje med Færøerne og Åland. Helsingforsaftalen er en samarbejdsaftale mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Helsingforsaftalen indeholder reglerne for Nordisk Råds og Nordisk Ministerråds arbejde

 

Nordisk Råd

Grønland har to medlemmer i Nordisk Råd, som er parlamentarikernes samarbejdsorgan. Medlemmerne vælges af Inatsisartut. Rådet sender vedtagne anbefalinger (rekommandationer) til Nordisk Ministerråd eller til de fem nordiske lande eller Færøeren, Grønland og Åland

 

Nordisk ministerråd

Nordisk Ministerråd er regeringernes fælles samarbejdsorgan. Ministerrådet er ikke et overstatsligt organ og arbejder ud fra princippet om konsensus (enighed). Grønland har ret til at stille forslag og deltage i alle forhandlinger. Grønland har ikke stemmeret i Ministerrådet, men kan tilslutte sig Ministerrådets beslutninger. Grønlands deltagelse i Nordisk Ministerråd er ikke en del af Kongeriget udenrigspolitik, men deltagelse sker på Selvstyret eget ansvar.

 

Ministerrådet har forskellige sammensætninger, afhængig af hvilke spørgsmål om samarbejde, der behandles. Der er 10 fagministerråd og et generelt ministerråd, bestående af samarbejdsministrene.

 

Statsministrene har det overordnede ansvar for det nordiske samarbejde, mens koordineringen af samarbejdet i Nordisk Ministerråd varetages af samarbejdsministrene. Hvert land og Grønland, Færøerne og Åland udpeger en samarbejdsminister. Fra Grønland deltager vides først 15. december 2014.

 

Grænsehindringsrådet

Grænsehindringsråd under Nordisk ministerråd. Grønland deltager i Grænsehindrings-rådet arbejde og repræsentanten udpeges af Udenrigsdirektoratet.

 

Grænsehindringsrådet behandler henvendelser fra borgere og virksomheder i Norden, som mener sig udsat for grænsehindringer f.eks. i forbindelse med bosætning, arbejde eller handel med et andet nordisk land. Afskaffelse af grænsehindringer skal styrke det nordiske samarbejde. Pr. oktober 2015 er en kontaktpunkt for Hallo Norden etableret hos NAPA i Nuuk. Hallo Norden indsamler og videregiver information om forhold vedr. samhandel, bosætning, rejser mv. i de nordiske lande. Spørgsmål til Hallo Norden kan stilles via www.hallonorden.org  eller telefonisk.

 

Se mere om Det Nordiske samarbejde og Nordisk ministerråd på denne hjemmeside: www.norden.org

 

Vestnordisk Råd

Det vestnordiske parlamentariske samarbejde foregår i Vestnordisk Råd. Hvert parlament i Island, Færøerne og Grønland udpeger 6 medlemmer til Vestnordisk Råd. Rådet har eget sekretariat, som er tilknyttet Islands Alting. Det praktiske samarbejde varetages fra grønlandsk side af Bureau for Inatsisartut.

 

Se mere om Vestnordisk Råd på denne hjemmeside: www.vestnordisk.is

 

Nordens Institut i Grønland (NAPA)

NAPA er en institution under Nordisk Ministerråd, der har følgende tre hovedopgaver:

·       at udbygge de kulturelle kontakter til det øvrige Norden,

·       at informere i Norden om grønlandske forhold og omvendt, og

·       at støtte og stimulere det grønlandske kulturliv med særlig vægt på børne- og ungeområdet.

 

Se mere om NAPA på denne hjemmeside: www.napa.gl

 

Det europæiske samarbejde

Grønlands primære relationer til EU består af følgende aftaler:

·       En protokol til traktaten om Grønlands udmeldelse af EU (”Grønlandsaftalen”)

·       En fiskeriaftale mellem Grønland og EU

·       En associeringsordning for de Oversøiske Lande og Territorier (OLT-aftalen)

·       En rådsbeslutning om partnerskab med fokus på uddannelse (2014-2020)

·       En politisk fællesdeklaration (2015)

·       En rådsbeslutning om deltagelse i EUs Kimberleyproces, om eksport af rådiamanter

·       En rådsbeslutning om veterinær kontrol

·       Et Letter of Intent – hensigtserklæring - på råstofområdet

 

OLT-associeringen

OLT associeringsaftalen, også populært kaldet ”OLT-aftalen” er en aftale mellem EU og ø-samfund med forfatningsmæssig tilknytning til fire EU medlemslande; Storbritannien, Holland, Frankrig og Danmark. Den Europæiske Udviklingsfond finansierer OLT programmer, som administreres af EU Kommissionens generaldirektorat for udvikling og internationalt samarbejde, hvorfor der er et tæt samarbejde mellem Kommissionen og OLT’erne.

 

Grønland modtager ikke direkte udviklingsbistand fra den europæiske udviklingsfond, men kan modtage midler gennem den såkaldte tematiske pulje, som finansierer mindre tiltag indenfor et specifikt emne. OLT-aftalen indeholder en række konkrete fordele for Grønland såsom toldfri adgang til EU’s marked på fiskeriprodukter, mulighed for re-eksport af rejer og hellefisk fra tredjelande, mulighed for netværk i form af seminarer, workshops og konferencer, adgang til hjælp i tilfælde af naturkatastrofer og adgang til EU’s horisontale programmer.

 

I medfør af OLT-aftalen har European Investment Bank (EIB) € 100.000.000 til rådighed til OLT’erne i perioden 2014-2020. Det betyder, at Grønland kan søge om lån fra EIB, til støtte af Grønlands økonomiske og industrielle udvikling. EIB støtter projekter, der udvikler infrastruktur, energiforsyning eller miljømæssige standarder, hvilket kan være i form af f.eks. risikovillig kapital. Midlerne er primært rettet mod den private sektor.

 

Grønland har ydermere adgang til EU’s investeringsplan, der skal mobilisere € 315 milliarder til investeringer i EU i perioden 2015-2017.  Forordningen for investeringsplanen fastlægger således at Unionen skal give garanti til EIB for finansierings- eller investeringsprojekter udført bl.a. imellem et medlemsland og et oversøisk land eller territorium (OLT). Dette vil sige at OLT lande også kan gøre brug af den nye vækstpakke.

 

Grønland er en del af bestyrelsen for Association af Oversøiske Lande og Territorier (OCTA) og var i 2012 formand for OLT Associeringen.

 

Se mere om OLT på denne hjemmeside: www.octassociation.org

 

Partnerskabsaftalen

Partnerskabsaftalen mellem Grønland og Danmark på den ene side og EU på den anden side, skal støtte en bæredygtig udvikling af Grønland. Naalakkersuisut har prioriteret uddannelsesområdet som indsatsområde for perioden 2014-2020, men aftalen lægger op til, at andre områder (for eksempel råstoffer, miljø og turisme) vil kunne støttes, forudsat der er et gensidigt ønske herom. Implementeringen af aftalen sker i medfør af et programmeringsdokument, som opstiller overordnede og konkrete mål og indikatorer for udviklingen mod de konkrete mål.

 

Internationale aftaler

Ud over fiskeripartnerskabsaftalen med EU (se afsnit Det europæiske samarbejde) har Grønland bilaterale aftaler om fiskeri med Norge, Rusland, Færøerne og Island.

 

Fiskeripartnerskabsaftalen

Fiskeripartnerskabsaftalen og tilhørende protokol tilsiger Landskassen en finansiel modydelse for fiskerirettigheder. Det overordnede formål med fiskeripartnerskabsaftalen er at sikre et fiskerisamarbejde mellem Grønland og EU. Grønland stiller kvoter til rådighed for EU, som betaler en finansiel modydelse samt en støtteordning til fiskerisektoren. Aftalegrundlaget består af en overordnet rammeaftale samt en 3 årig protokol. Den tilhørende protokol regulerer bl.a. de årlige kvotetildelinger og sektorpolitikken. En ny 5 årig protokol træder i kraft per 1. januar 2016.

 

Northern Periphery and Arctic Programme

Northern Periphery and Arctic Programme (NPA) – tidligere Northern Periphery Programme (NPP) - er et EU program under den europæiske regionale udviklingsfond, og har til formål at udvikle erhvervsmuligheder i de perifere egne. Grønland har deltaget i programmet siden 2002. Foruden Grønland tæller de deltagende lande Island, Færøerne, Skotland, Irland, Nordirland, Finland, Sverige og Norge.

 

Som et led i EU’s Arktiske Politik, har programmet fået større fokus på Arktis, hvilket også danner baggrund for programmets nye titel, ”Northern Periphery and Arctic programme”. Under sit nye navn, startede programmet sin tredje programperiode i 2014, og vil løbe frem til 2020. I alt vil NPA 2014-2020 allokere ca. 56 mio. euro til projekter med et maksimal samlet projektbudget på 2 millioner euro.

 

Se mere om Northern Periphery and Arctic Programme på denne hjemmeside: www.interreg-npa.eu

 

Det globale samarbejde, FN

Grønland deltager løbende i arbejdet i en række FN-organer, herunder i arbejdet med Menneskerettighedsrådet (HRC) og Ekspertgruppen for Oprindelige Folks Rettigheder (EMRIP).

 

Endelig deltager Grønland i Permanent Forum for Oprindelige Folks Anliggender (UNPFII), der på bl.a. grønlandsk og dansk initiativ blev oprettet i 2002 som et rådgivende organ under FN’s Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC).

 

Se mere om Menneskerettighedsrådet og Ekspertgruppen for Oprindelige Folks Rettigheder på denne hjemmeside: www.ohchr.org. Om FN og Permanent Forum for Oprindelige Folks Anliggender på denne hjemmeside: www.un.org

 

Internationalt klima

Grønland deltager i FN’s Klimakonvention (UNFCCC), og deltager årligt forhandlingssessioner og i de årlige partskonferencer (COP), hvor de internationale forhandlinger foregår, for at varetage Grønlands interesser.

 

Se mere om FN’s Klimakonvention på denne hjemmeside: www.unfccc.int

 

Det globale samarbejde, WTO

Landsstyret besluttede 28. november 1994, at Grønland skulle følge Rigsfællesskabets optagelse i Verdenshandelsorganisationen (WTO) ved dennes oprettelse i 1995. Formålet hermed er at skabe de bedste rammebetingelser for Grønlands eksport, i kraft af den tryghed det giver handelspartnere at de internationale regler for handel overholdes. Landsstyret besluttede 9. december 2005 at lovgivningen skal bringes i overensstemmelse med WTO’s regler. Naalakkersuisut afventer p.t. en afslutning af Doha runden, før end man vil begynde at notificere til WTO.

 

Se nærmere om WTO på denne hjemmeside: www.wto.org

 

Udenrigshandelspolitik

Udenrigspolitikkens vigtigste rolle er at sikre, at andre landes interesse for Grønland og Arktis, omsættes til økonomiske muligheder. Fiskeriet forbliver vores største og vigtigste erhverv, hvor en vigtig del af værdiskabelsen, og langt hovedparten af eksporten, finder sted. Handelsfremme er derfor en vigtig komponent i sikringen af, at landet bliver mere økonomisk selvbåren. Selvstyret arbejder derfor aktivt for at udbygge vores relationer til vores nærmeste samhandelspartnere, samt sikre bedre rammebetingelser for handelssamarbejde med andre lande.

 

Øvrige bilaterale aftaler

Grønland har bilaterale aftaler med Island, Canada (herunder regionale aftaler med Northwest Territories, Québec og Nunavut) og Sydkorea.

 

Formålet med aftalerne er primært at opnå samarbejde om uddannelse, erhvervsfremme, ressourcebrug og bæredygtig udvikling.

 

Links

Se mere om Udenrigsdirektoratet, Udenrigspolitisk Redegørelse, Repræsentationer i udlandet, Fiskeriaftalen, Partnerskabsaftalen, OLT-aftalen, samarbejde med Canada, Forsvar og sikkerhed på denne hjemmeside: www.naalakkersuisut.gl. Her findes også en oversigt over internationale aftaler, som Grønland har tilsluttet sig.