En del rejser til udlandet for at tage en uddannelse. Dette gælder især studerende på de videregående uddannelser, da en stor del af uddannelserne ikke findes her i landet. Antallet af studerende, der påbegynder en videregående uddannelse i udlandet, er faldet med 1 pct. fra 2003 til 2025.
I 2025 udgjorde de studerende i udlandet 30 pct. af alle aktive studerende på en videregående uddannelse. En del af de studerende vender hjem, mens andre fortsætter med at bo i udlandet efter endt uddannelse.
Det første år efter at have fuldført en erhvervskompetencegivende uddannelse i udlandet i perioden 2003-2025 boede i gennemsnit 63 pct. af de studerende fortsat i udlandet. Af alle de studerende var 20 pct. fortsat i videre uddannelse. Oftest læser de studerende videre på en kandidatuddannelse efter at have gennemført en bacheloruddannelse. Det ses også i Figur 1, hvor der er flest aktive i videre uddannelse de første to år efter endt uddannelse. I takt med at færre er aktive i videre uddannelse, stiger andelen, der vender hjem.
Figur 1. Andel efter bopælsland 1-10 år efter fuldført uddannelse i udlandet, 2003-2025
Note: kun erhvervs- og videregående uddannelser.
Kilde: Grønlands Statistik – se tal i statistikbanken (https://bank.stat.gl/UDDBD).
37 pct. af de studerende boede i Grønland ét år efter at have fuldført en uddannelse i udlandet. Andelen, der vendte hjem og bosatte sig i Grønland, steg i årene efter og toppede 8 år efter endt uddannelse. Her boede i gennemsnit 56 pct. af de studerende i Grønland efter endt uddannelse i udlandet. Tallene er gennemsnit på tværs af afgangsårgangene og viser derfor ikke forløbet for en enkelt årgang.
Ved sammenligning over tid skal der tages hensyn til det lille antal studerende, der årligt færdiggør en uddannelse i udlandet. Der er derfor lavet 3-årsgennemsnit for at gøre data mere robuste over for små udsving i de enkelte år.
Andelen, der er bosat i Grønland efter endt uddannelse i udlandet, har ikke ændret sig meget over de senere år. Der er små forskelle i de første 1-2 år efter endt uddannelse. Det udlignes efterfølgende det 3. år. Ændringer i antallet, der studerer i udlandet, har derfor ikke haft betydning for andelen, som efterfølgende er flyttet hjem igen.
Figur 2. Andelen, der bor i Grønland efter fuldført uddannelse i udlandet; 3-årsintervaller 2009-2020
Note: kun erhvervs- og videregående uddannelser.
Kilde: Grønlands Statistik – se tal i statistikbanken (https://bank.stat.gl/UDDBD).
Studerende, som færdiggør en erhvervsuddannelse eller videregående uddannelse herhjemme, bor i langt højere grad fortsat i Grønland i forhold til studerende, som har færdiggjort uddannelsen i udlandet. Efter 10 år boede i gennemsnit fortsat 90 pct. her. Andelen falder i årene efter endt uddannelse, og forløbet er i alt væsentligt ens for de fire grupper af afgangsår.
Figur 3. Andelen, der bor i Grønland efter fuldført uddannelse i Grønland; 3-årsintervaller 2009-2020
Note: kun erhvervs- og videregående uddannelser.
Kilde: Grønlands Statistik – se tal i statistikbanken (https://bank.stat.gl/UDDBD).