Formål

Statistikken gør det muligt at følge udviklingen i befolkningens uddannelsesniveau og uddannelsesmønstre. Ændringer i befolkningens uddannelsesniveau afspejler, ikke alene hvor mange der gennemfører kompetencegivende uddannelser, men påvirkes også af uddannelsesniveauet blandt de personer, der indvandrer og udvandrer. Endelig påvirkes befolkningens uddannelsesniveau også af uddannelsesniveauet blandt de personer der dør.

 

Statistikken er ændret i udgivelsesåret 2018, så det kun er befolkningen mellem 16-74 år, som indgår i tabellerne. Det gør det nemmere at sammenligne befolkningens uddannelsesniveau internationalt. Derudover suppleres uddannelsesstøtteforvaltningens elevregister over efteruddannelser på grønlandske uddannelsesinstitutioner med uddannelserne til politibetjent og anstaltsbetjent. Registrering af anstaltsbetjente i 2019 mangler. Antallet af nye færdiguddannede anstaltsbetjente har i de foregående 3 år ligget mellem 4 til 12 personer.

 

Datagrundlag

Statistikken er udarbejdet på grundlag af følgende data:

 

·         Personer med færdiggjorte uddannelser i Uddannelsesstøtteforvaltningens (USF) register

·         Danmarks Statistiks registre over højst gennemførte uddannelse i den danske uddannelsessektor.

·         Data over uddannede politibetjente fra politiskolen i Nuuk fra 2017

·         Data over uddannede anstaltsbetjente fra Nuuk fra 2016 og frem til 2018

·         Data indhentet af Grønlands Statistik frem til 2010 fra grønlandske uddannelser udenom USF-systemet.

 

Elevregisteret fra Uddannelsesstøtteforvaltningen (USF) indeholder kun data på støtteberettigede uddannelser.

 

Grønlands Statistik modtager årligt data fra Danmarks Statistik over befolkningens højst fuldførte uddannelse i det danske uddannelsessystem. Disse data følger ISCED 2011-standarderne. Danmarks Statistik har skæringsdato for opgørelsen af fuldførte uddannelser pr. 1. oktober hvert år.

 

Data på forskeruddannelser i Grønland, den danske stats uddannelser i Grønland (politi- og anstaltsbetjent) og virksomheders egne uddannelsesprogrammer indgår ikke i USF’s elevregister. Data på uddannede anstaltsbetjente fra 2016 og frem, samt uddannede politibetjente fra 2017 og frem, er fra udgivelsesåret 2018 indsamlet og inkluderet i datagrundlaget.

 

Grønlands Statistik har tidligere fået indberetninger fra de relevante virksomheder til brug for et særligt grønlandsk ”Non-USF”-uddannelsesregister. Registret er ikke komplet, men de data der findes i registret frem til 2010 indgår også i statistikken over befolkningens uddannelsesniveau. De uddannelsesprogrammer som pt. ikke er inkluderet er uddannelserne til cabin crew, fragt- og transportassistent hos Air Greenland og AFIS operatør og security-medarbejder hos Mittarfeqarfiit. Det er dog kun AFIS operatøruddannelsen som er godkendt af Departementet for Uddannelse.

 

Metode

Registreringer i uddannelsesregisteret korrigeres hvert år 3 år tilbage i tiden baseret på uddannelsesforløbets slutdato. Dette er gjort med henblik på at skabe ensartethed i de fremtidige uddannelsesstatistikker samtidig med, at der tages hensyn til eventuelle bagudrettede ændringer i uddannelsesregisteret.

 

Ved at samkøre uddannelsesoplysningerne med det grønlandske folkeregister er det muligt for Grønlands Statistik at udarbejde befolkningens uddannelsesniveau. Befolkningsregisteret er opgjort pr. 1. januar året efter, mens den højst fuldførte uddannelse er opgjort pr. 1. oktober.

 

Alle medborgere på min. 16 år, som Grønlands Statistik ikke har andre uddannelsesoplysninger på, antages som udgangspunkt at have bestået folkeskolens tiendeklasse.

 

Uddannelsesniveauet klassificeres efter International Standard Classification of Education (ISCED) 2011. Grønlands Statistik har udgivet en uddannelsesnomenklatur, der gør det muligt at se præcis, hvilke uddannelser, der indgår i et givet uddannelsesområde eller ISCED-kategori. Nomenklaturen kan findes på www.stat.gl under Uddannelse. Klik på den seneste publikation og derefter på Metode.

 

Opgørelse

Statistikbanktabellerne over befolkningens uddannelsesniveau er inddelt i uddannelsesniveau, kommune, distrikt, køn og alder. Statistikken er yderligere opdelt efter bosted, uddannelsesfagområde og fødested.

 

Begrænsninger og faldgruber

Elevregistreringen i USF startede i 1987 med data fra begyndelsen af 1980'erne, men dækker også over enkelte uddannelser fra tidligere år. Det vil sige, at der ikke altid er fyldestgørende oplysninger om kompetencegivende uddannelser for personer født tidligere end begyndelsen af 1970’erne. Det betyder, at der er en underrepræsentation blandt de ældre medborgere i uddannelsesstatistikken.

 

Samtidig er der ikke information om uddannelsesniveauet for udenlandske statsborgere, som ikke har taget uddannelse i Grønland/Danmark eller boet i Danmark og fx fået uddannelsen anerkendt af Styrelsen for forskning og uddannelse. Ultimo 2019 var 2,7 pct. af befolkningen mellem 16-74 år udenlandske statsborgere, som samtidig er født udenfor Grønland og ikke har et registreret uddannelsesniveau.

 

Uddannelsesstatistikken bør vurderes efter disse begrænsninger.