Nedenfor følger en kort gennemgang af berettigelses- og lovgrundlaget for de enkelte sociale ydelser, der er behandlet i denne publikation. For yderligere oplysninger henvises der til Departementet for Familie, Ligestilling og Sociale Anliggenders sider på selvstyrets hjemmeside, http://naalakkersuisut.gl, hvor der findes en liste over gældende lovgivning på det sociale område og hvor der er mulighed for at se og downloade forordninger, bekendtgørelser m.v.

 

Offentlig hjælp

Retten til at modtage offentlig hjælp til forsørgelse, hjælp til faste udgifter og hjælp i særlige tilfælde er betinget af, at ansøgeren har fast bopæl og er tilmeldt folkeregisteret i Grønland og er:

 

 

Offentlig hjælp ydes kun, hvis behovet ikke dækkes af andre ydelser. Offentlig hjælp ydes efter bestemmelserne i Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp med senere ændringer, der trådte i kraft 1. april 2007.

 

Arbejdsmarkedsydelse

Arbejdsmarkedsydelse ydes som erstatning for tab af arbejdsindtægt forårsaget af arbejdsløshed, sygdom eller ulykke.

 

Formålet med arbejdsmarkedsydelsen er at sikre registrerede hjemsendte og ledige, som har tilknytning til arbejdsmarkedet, samt syge en økonomisk kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med uforskyldte ledigheds-, hjemsendelses- og sygdomsperioder.

 

Ved tildeling af ydelsen skal personen opfylde følgende betingelser:

 

 

Arbejdsmarkedsydelsens størrelse beregnes ved første henvendelsesdag på grundlag af det gennemsnitlige antal timer, som lønmodtageren har været beskæftiget inden for de seneste 13 uger. Ydelsen kan maksimalt udbetales i 13 uger. Den modsvarer indkomst for mindst 14 dage og højst 40 timer pr. uge.

 

Arbejdsmarkedsydelsen er skattepligtig og udgør 90 % af mindstelønnen for en ikke-faglært arbejder efter overenskomsten mellem SIK og Landsstyret.

 

Arbejdsmarkedsydelse ydes efter bestemmelserne i Landstingsforordning nr. 5 af 1. juni 2006 om arbejdsmarkedsydelse, der trådte i kraft 1. juli 2006.

 

Dagpenge ved barsel m.v.

Retten til dagpenge ved barsel m.v. er betinget af, at der er tale om et indtægts­tab under barselsorloven. Retten gælder for såvel lønmodtagere som selvstændige og deres medhjælpende partnere, herunder fiskere, fangere og fåreholdere samt nyuddannede og uddannelsessøgende på visse uddannelser. Dagpengesatsen er bruttolønnen pr. time for en ikke-faglært arbejder, der har en arbejdsuge på højst 40 timer.

 

Fra 1. juli 2006 gælder følgende:

 

·         Den gravide har ret til to ugers orlov før forventet fødsel.

·         Moderen har ret til 15 ugers orlov efter fødslen af det første barn og ret til 19 ugers orlov efter fødslen af to eller flere samtidigt fødte børn.

·         Faderen har ret til tre ugers orlov efter barnets/børnenes fødsel.

·         Forældrene, det vil sige en af forældrene efter eget valg, har efter endt barselsorlov derudover ret til 17 ugers orlov ved det første barns fødsel og ret til 21 uger ved fødsel af to eller flere samtidigt fødte børn (forældreorloven).

 

Barselsdagpenge ydes i henhold til Inatsisartutlov nr. 14 af 7. december 2009 om orlov og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption. Forordningen er trådt i kraft 1. marts 2010. I den nye forordning er orlovsperioderne ikke ændret tidsmæssigt.