Kort om ledighedsstatistikken
Datagrundlaget for den årlige ledighedsstatistik er dels de månedlige kommunale registreringer af arbejdssøgende og dels Grønlands Statistiks beskæftigelsesregister. I lighed med beskæftigelsesstatistikken tager ledighedsstatistikken metodisk udgangspunkt i den internationale arbejdsorganisation ILO’s definitioner, og statistikken opfylder således – i det omfang de tilgængelig data muliggør det – de internationale standarder på området. En væsentlig betingelse i ILO-definitionen af ledighed er, at en person kun kan betragtes som ledig, såfremt vedkommende ikke har været i beskæftigelse i opgørelsesperioden. Derfor opgøres ledigheden i praksis ved med udgangspunkt i de månedlige registreringer af arbejdssøgende at frasortere de personer, der også er registreret som værende i beskæftigelse i den pågældende måned. Ledighedsstatistikken opgøres kun for den fastboende befolkning, der har været bosat i landet i hele opgørelsesåret.
Ud over den årlige ledighedsstatistik offentliggør Grønlands Statistik månedligt opgørelser over registrerede arbejdssøgende. Disse opgørelser skal alene betragtes som indikatorer for en øjeblikkelig udvikling i ledigheden og må ikke forveksles med en egentlig ledighedsstatistik – blandt andet fordi kriteriet om ikke at være i beskæftigelse ikke indgår i opgørelserne. I det følgende præsenteres udelukkende resultater fra den årlige ledighedsstatistik.
Ledigheden blandt den fastboende befolkning
Som det fremgår af figur 5.1 er der store sæsonudsving i ledigheden, således at vinterhalvåret er kendetegnet ved en høj ledighed, mens der om sommeren er færrest ledige. En modsatrettet årsrytme forekommer i beskæftigelsen, og således er arbejdsstyrkens størrelse betydelig mere stabil hen over året.
Figur 5.1. Udviklingen i ledighedsprocenten i gennemsnit pr. måned 2010-2012
Kilde: Statistikbanken. http://bank.stat.gl/ARDLED4
Figur 5.2 viser, at der er virkelig store forskelle i ledighedsprocenten i de enkelte distrikter. Således har Nuuk distrikt den laveste ledighed med lige ca. 6 pct. af arbejdsstyrken, mens Kangaatsiaq, Qaanaaq, Illoqortoormiut og Tasiilaq distrikter med ledighedsprocenter på omkring 20 pct. eller derover er de hårdest ramte distrikter. På landsplan lå ledigheden på 9,84 pct. i gennemsnit pr. måned i 2012.
Figur 5.2. Ledigheden i gennemsnit pr. måned fordelt på distrikter 2012
Kilde: Statistikbanken. http://bank.stat.gl/ARDLED4
Det fremgår af figur 5.3, at unge – i særdeleshed i bygderne – er markant hårdere ramt af ledighed end den lidt ældre befolkning. Således er ledighedsprocenter for de 18-19-årige henholdsvis 19,3 pct. i byerne og 28,5 i bygderne, mens den gradvist aftager for både byer og bygder frem til ca. 35-års alderen. Det ses endvidere af figuren, at ledigheden i bygderne er større end i byerne uanset hvilken aldersgruppe, der sammenlignes på.
Figur 5.3. Ledigheden i gennemsnit pr. måned fordelt på alder og bosted 2012
Kilde: Statistikbanken. http://bank.stat.gl/ARDLED4
Af figur 5.4 ses det, at ledigheden blandt kvinder ligger en anelse over ledigheden blandt mænd, når man betragter landet som helhed. Dette bunder dog i, at kvinder i bygderne er markant hårdere ramt af ledighed end deres medsøstre i byerne, mens ledigheden blandt mænd er næsten den samme i byerne som i bygderne. I byerne alene er ledigheden blandt kvinder lavere end ledigheden blandt mænd.
Figur 5.4. Ledigheden fordelt på køn og bosted 2012
Kilde: Statistikbanken. http://bank.stat.gl/ARDLED4