6. Kilder

Statistikken over de offentlige finanser bygger på en række kilder, der bearbejdes og sammenstykkes til en samlet og fuldt dækkende opgørelse over Grønlands offentlige økonomi. Hovedkilderne er de kommunale regnskaber, Landskassens regnskab samt opgørelser over de danske ministeriers udgifter i og ved Grønland. Endvidere anvendes en række virksomhedsregnskaber. I tilfælde hvor primærstatistiske data ikke foreligger, anvendes såkaldte imputationer. Det gælder fx opgørelsen af forbrug af fast realkapital.

 

Fra 2018 omlægges de offentlige regnskaber gradvist i henhold til en ny fællesoffentlig kontoplan. Fremadrettet konteres udgifter og indtægter i kommuner og selvstyre således mere ensartet. Kommuneqarfik Sermersooq skiftede til den nye fællesoffentlige kontoplan i januar 2018, mens Grønlands Selvstyre og Qeqqata Kommunia er overgået til den nye kontoplan i 2019. De øvrige kommuner forventes at omlægge i de kommende år.

 

Som udgangspunkt har overgangen til den nye fællesoffentlige kontoplan ingen betydning for udarbejdelsen af statistikken over de offentlige finanser. Alligevel har behandlingen af regnskaberne for Kommuneqarfik Sermersooq og Qeqqata Kommunia afsløret, at der i den nye kontoplan – trods en generelt stigende detaljeringsgrad – findes områder, hvor detaljeringsgraden er faldet. Når detaljeringsgraden falder, påvirker det ofte såvel den realøkonomiske fordeling som den funktionelle fordeling. I overgangsårene vil forandringerne formodentlig ikke være så tydelige. Men når samtlige regnskaber er omlagt til den nye fællesoffentlige kontoplan, foreligger risikoen for et databrud i forhold til de historiske tidsserier. Grønlands Statistik vil løbende vurdere udfaldet.