Anmeldelse

Borgeren kan anmelde lovovertrædelser til politiet. Når politiet modtager en anmeldelse eller af egen drift overvejer at indlede en efterforskning, vurderes det om der er en rimelig formodning for, at der er begået et strafbart forhold, der forfølges af det offentlige. Hvis dette er tilfældet indleder politiet efterforskning i sagen.

 

Sigtelse

Politiet kan foretage sigtelse af en person, når der er en rimelig grund til at vedkommende mistænkes for en lovovertrædelse.

 

Når efterforskningen er slut, vurderes det, om beviserne i sagen tyder på, at den sigtede har begået lovovertrædelsen og om beviserne er tilstrækkelige til at vedkommende under en kriminalsag ville blive dømt. Hvis dette er tilfældet vil der typisk blive rejst tiltale mod den sigtede.

 

Kriminalretlige afgørelser

Kriminalretlige afgørelser kan inddeles i indenretlige- og udenretlige afgørelser.

 

En indenretlig kriminalretlig afgørelse foretages af domstolene og vil typisk være ved dom.

Domstolene kan afsige dom hvorved en person frifindes, hvilket betyder at personen anses for ikke at have begået noget kriminelt.

Domstolene kan domfælde en person, hvilket betyder at personen anses for at have begået noget kriminelt og bliver idømt en foranstaltning. En foranstaltning beskriver hvilken sanktion, vedkommende skal idømmes. Den mest lempelige foranstaltning er en advarsel og det strengeste er anstaltsanbringelse (frihedsstraf).

 

En udenretlig kriminalretlig afgørelse foretages udenfor domstolssystemet, og vil typisk blive foretaget af politiet.

Politiet kan udstede bødeforlæg og meddele tiltalefrafald, hvilket i begge tilfælde betyder at personen anses for at have begået en kriminel handling og anses for skyldig. 

 

Politiet kan også afgøre en sag ved henlæggelse. Dette sker enten fordi sigtelsen anses for grundløs, på baggrund af bevisets stilling eller når efterforskningen ikke har ført til at en person kan sigtes.

 

Kilde: ”Straffesagens gang”. Nielsen, Gorm Toftegaard. 5. udgave 2011