Metode

Undersøgelsen af den grønlandske erhvervsstruktur omfatter ikke virksomheder indenfor de offentlige brancher, som er anført i oversigt 1 nedenfor.

 

Oversigt 4. Ikke-inkluderede offentlige brancher

Branchekode

Branchebetegnelse

84

Offentlig forvaltning, forsvar og socialsikring

84.1

Forvaltning af staten og den økonomiske og sociale politik

84.11.00

Generelle offentlige tjenester

84.12.00

Administration af sundhedsvæsen, undervisning, kultur / sociale forhold undt. social sikring

84.13.00

Administration af og bidrag til erhvervsfremme

84.2

Tjenesteydelser til samfundet som helhed

84.21.00

Udenrigsanliggender

84.22.00

Forsvar

84.23.00

Domstole og fængselsvæsen

84.24.00

Politi

84.25.00

Brandvæsen

84.3

Lovpligtig socialsikring mv.

84.30.00

Lovpligtig socialsikring mv.

 

Statistikkens population hentes dels fra det Centrale VirksomhedsRegister, CVR, og dels fra Skattestyrelsens selskabsliste. Med henblik på at validere et udtrækket af juridiske enheder fra CVR er dette datasæt samkørt med beskæftigelsesstatistikkens virksomhedsregister, således at kun de reelt økonomisk aktive virksomheder medtages i opgørelsen. Statistikken medtager alle virksomheder uanset omfanget af deres økonomiske aktivitet. Erhvervsstatistikken benytter den brancheklassificering, der er sket ved virksomhedens tilmelding til CVR

 

De årlige selvangivelser (S31) indeholder oplysninger om personlige indkomstforhold, herunder oplysninger om eventuelt overskud (eller underskud) i egen virksomhed. Personer med egen virksomhed kan for en dels vedkommende knyttes til et CVR-nummer via den ansvarlige indehavers cpr-nummer.

Hvis der i S31 er opgivet et CVR-nummer med fejl i, men indberettet et over- eller underskud i virksomheden, henføres virksomheden til kategorien "Uoplyst". Personer med overskud i egen virksomhed, der har fejlagtigt anført et offentligt branchekode i S31, er ikke medtaget i statistikken.

 

Fra og med 2014 er ”løn” fra indhandling nettoopgjort – dvs. de estimerede omkostninger er fratrukket – mens ”løn” fra indhandling frem til og med 2013 var sidestillet med indhandlingsbeløbet og derved var bruttoopgjort. Dette databrud betyder, at sammenligninger af lønsummer over tid skal foretages med varsomhed – særligt indenfor brancherne Fiskeri samt Handel og reparationsvirksomhed. Dette betyder endvidere, at lønsummerne er mere retvisende fra og med 2014. For en mere udførlig beskrivelse af metodeændringen henvises til Afsnit 2.3.3 i seneste beskæftigelsespublikation.

 

Personer med overskud i egen virksomhed, der ikke kan identificeres via et CVR-nummer, men som har haft indhandling, identificeres via et udtræk af erhvervsfangerregisteret som fangere og altså som indehavere af enkeltmandsvirksomheder. Er personen imidlertid død i løbet af tællingsåret, udgår denne af opgørelsen. Det skal bemærkes, at der for hvert tællings år er en større gruppe, der indberetter værdi af indhandling til Skattestyrelsen, men som ikke har erhvervsfangerbevis. Det drejer sig om 400 til 700 personer pr. år. Disse personer tælles ikke med i statistikken.

 

Virksomheder, der ikke kan findes via de nævnte kilder, betragtes i denne statistik som uidentificerede.

 

I denne publikation sidestilles enkeltmandsvirksomhedernes overskud i egen virksomhed med arbejdsgivernes udbetaling af A-indkomst, idet fællesbetegnelsen lønsum anvendes i opgørelserne som et udtryk for omfanget af virksomhedens aktivitet og størrelse.

 

Erhvervsstatistikken tæller juridiske enheder. En juridisk enhed kan bestå af en eller flere driftsenheder, der fx kan være forskellige filialer eller dele af virksomhedens organisation. Til at knytte brancheoplysninger på, anvendes Dansk branchenomenklatur DB07. I CVR er hver registreret virksomhed tildelt en branche ud fra virksomheden primære aktivitet. Denne brancheinddeling er dog modificeret en anelse i statistikkens branchekodning. Således flugter Regnskabsstatistikkens brancher ikke fuldstændig med brancheinddelingen i CVR. Motivationen bag denne modifikation er, at flere større virksomheder – særligt med tilknytning til fiskeri, som direkte eller indirekte har aktivitet indenfor fiskeriet – er registreret under andre brancher i CVR. Dette forhold ville – uden modifikation – betyde, at den økonomiske aktivitet i enkelte brancher – særligt inden for fiskeriet – blev stærkt undervurderet, mens den økonomiske aktivitet i andre brancher – primært inden for handel og industri – blev tilsvarende overvurderet. Modifikationen er fortaget således, at virksomhederne inddeles efter brancherelationer, hvilket eksempelvis betyder, at branchen Fiskeri og fiskerirelateret industri samt handel foruden fiskere også inkluderer virksomheder med aktivitet indenfor forarbejdning og handel med fisk og fiskeprodukter. Ligeledes består branchen Råstofindvinding foruden virksomheder med aktivitet indenfor minedrift, også af virksomheder med direkte råstofrelaterede aktivitet som eksempelvis geologiske undersøgelser.