Det faktiske energiforbrug steg 3,4 pct.

Det faktiske energiforbrug steg fra 9.646 TJ i 2022 til 9.976 TJ i 2023 svarende til en stigning på 3,4 pct. Forbruget af fossile olieprodukter steg samlet set med 3,7 pct.

 

Det klimakorrigerede energiforbrug steg 5,8 pct.

Foruden det faktiske energiforbrug opgør Grønlands Statistik også et klimakorrigeret energiforbrug, hvor der korrigeres for klimaudsving i forhold til et vejrmæssigt normalt år. Formålet med den korrigerede opgørelse er at få et billede af de underliggende tendenser i udviklingen. Det klimakorrigerede energiforbrug var på 10.232 TJ i 2023, hvilket er 5,8 pct. mere end året før.

 

Den primære energiproduktion steg, mens selvforsyningsgraden faldt

Den grønlandske produktion af primær energi steg i 2023 med 2,1 pct. til 1.805 TJ. Den primære energiproduktion er baseret på vandkraft og affald. Grønlands selvforsyningsgrad faldt til 17,6 pct. fra 17,9 pct. året før. Stigningen i den primære energiproduktion samt faldet i selvforsyningsgrad er et udtryk for, at forbruget af importerede fossile brændsler steg mere i 2023 end forbruget af den indenlandsk producerede primære energi.

 

Elforsyning dækkes hovedsageligt af vedvarende energi

Produktionen af el baseret på energi fra vandkraft udgjorde 82,3 pct. af Nukissiorfiits samlede elproduktion i 2023. Nukissiorfiits samlede elproduktion var 2.101 TJ. Fra 2023 står Nukissiorfiit også for el- og varmeproduktionen i lufthavsbygderne Narsarsuaq og Kangerlussuaq.

 

Stigning i udledning af drivhusgasser

Den faktiske emission af drivhusgasser fra energiforbrug steg i 2023 med 3,7 pct. til 609.117 ton CO2-ækvivalent. I 2023 var den samlede emission af drivhusgas 2,5 pct. under niveauet i 1990.